1.1 – Fiskens evolution

Den gruppe af vandlevende dyr som vi kalder fisk, har udviklet sig over 400 millioner år, til at være den mest talrige og forskelligartede store gruppe af hvirveldyr (dyr der har en rygsøjle). Fiskene har spredt sig til alle de forskellige vandområder på Jorden, og har tilpasset sig med en utrolig variation, livsstil, og adfærd. Fra årstidsbetonede ferskvandsfloder, ørkenkilder, saltholdige bugter, koralrev, og dybhavet, har forskellige arter af fisk fundet og opbygget nicher til dem selv. Der er mere end 20.000 kendte arter af fisk, som på nuværende tidspunkt lever på Jorden, og der bliver opdaget mange nye arter hvert eneste år.

Da saltvand dækker mere en 70 procent af Jordens overflade, og ferskvand kun dækker omkring 1 procent, ville man forvente at der på Jorden, ville være mange flere saltvandsarter, end ferskvandsarter af fisk. Faktisk bebor 41 procent af verdens fisk, kun ferskvand. Selv om de ligner deres saltvandslevende modstykker en hel del, har ferskvandsfisk tilpasset sig livet i mange forskellige levesteder, og en større variation af vandforhold. Derfor er ferskvandsfisk generelt mere hårdføre, end saltvandsfisk, og er dermed meget nemmere at holde. Og det er en fordel for dig.

1.1.1 – Kropsform

Der kan læres en masse om en art af fisk, ved blot at kigge op dens kropsform eller –facon. Fisk der er strømlignede eller projektilformede, som for eksempel Neon Tetra, er godt tilpasset åbent vand, som for eksempel søer og damme. I den anden ende, lever flade og robuste fisk, som for eksempel maller, ofte på eller i nærheden af bunden.

1.1.2 – Finner

Alle arter af fisk, har på den ene eller anden måde, finner. Finnerne er meget vigtige lemmer, da de gør det muligt for fisken at give fremdrift, stabilisere, manøvrere, og stoppe. I nogle tilfælde, kan finnerne have udviklet sig som beskyttelse for fisken selv. Igen, afhængig af hvilken type fisk, og hvilket levested den findes, kan finnerne have mange former og funktioner. Bundlevende, stillesiddende eller langsomme fisk, har typisk afrundede finner, mens hurtige fisk der lever i åbent vand, generelt har længere og mere tilspidsede finner.

Fisks finner, er enten parrede eller uparrede. De eneste finner der findes i par, er brystfinnen (pectoralfinne), og bækkenfinnen (pelvicfinne), mens rygfinnen (dorsalfinne), analfinnen, og halefinnen (caudalfinne), er uparrede. Brystfinnen er de parrede finner nærmest hovedet. Fisken bruger disse finner til stabilisering, dreje, manøvrere, og svømme baglæns. Disse finner sidder normalt lige bag ved eller under gællerne på hver side af fisken, under kroppens centerlinje.

Bækkenfinnen er også parret, og er den der varierer mest i placeringen. På nogle fisk, befinder de sig under fisken mod bagenden. På andre, så som på mange tropiske fisk, er bækkenfinnerne tættere på hovedet bag ved brystfinnerne. Generelt, fungerer bækkenfinnerne som bremser, og hjælper fisken med stabilisering og retningsskift.

Ryg- og analfinnerne er uparrede finner, der fremspringer fra henholdsvis fiskens over- og underside. Rygfinnen kan være forlænget eller kort, detaljerede eller simple, enkel eller flere. I nogle fiskearter, kan ryg- eller analfinnen helt mangle. Begge finner hjælper med at stabilisere fisken, og hjælper fisken med at svømme lige.

Halefinnen er en enkelt finne, der hovedsageligt står for at give fisken fremdrift. Denne finne kan også hjælpe fisken med at stoppe og dreje. Hurtige fisk, har sædvanligvis en halefinne med en dybere kløft, mens mange kraftige og bundlevende fisk har firkantede eller afrundede halefinner.

Generelt, er hovedstrukturen i fiskens finner, understøttende tynde rør. Alle der har håndteret fisk ved dog, at ryg-, anal-, bækken- og brystfinnerne hos mange arter, også består af knogler (fiskeben). Disse skarpe og knogleagtige strukturer, yder fisken beskyttelse mod rovdyr, og kan såmænd også sagtens skade os mennesker.

1.1.3 – Skæl

Kroppen på de fleste tropiske fisk er dækket med skæl. Skællene består af et hårdt benagtigt stof, og beskytter fisken ved at reducere chancerne for skader eller infektioner. Skællene er dækket af et meget tynd hinde, der indeholder slimhindeceller. Disse celler producerer den slim, vi normalt forbinder med fisk. Slimlaget beskytter ikke bare fisken mod skader og infektioner, men hjælper også fisken til at nemmere at svømme i vandet, fordi det nedsætter gnidningsmodstanden mellem kroppen og vandet.

Fiskenes skæl, er faktisk gennemsigtige ligesom glas, og mangler farve. De livlige farver på tropiske fisk, stammer fra specialiserede pigmentceller kaldet kromatoforer, der befinder sig i de dybere hudlag. Fisk der er gennemsigtige eller klare, for eksempel glasfisk, mangler disse pigmentceller. Farven på fisken afhænger af, hvilke kromatoforer der er tilstede. Generelt findes der tre forskellige typer af kromatoforer hos fisk: melanoforer giver fisk de mørkere farver som sort, brun, og blå; xanthoforer danne rød, gul og orange; og iridoforer reflekterer lys, og giver det sølvagtige skær, der er almindeligt hos mange fisk.

1.1.4 – Smømmeblære

At leve i et vandmiljø, medfører nogle problemer for fisk, og et af disse problemer er opdrift. At skulle holde et bestemt niveau i vandsøjlen, uden at skulle bruge en masse energi på det, er meget vigtigt for fisk. Derfor, har de fleste arter et specielt organ, kaldet en svømmeblære. Denne gasfyldte sæk placeret i bughulen hos fisk, fungerer som en redningsvest, og holder fisken i det korrekte niveau i vandsøjlen.

Der er mange forskellige typer svømmeblærer. Ørreden har en simpel sæk med et kammer, guldfisken har en type med to kamre, og scalaren har en blære med tre kamre. Forskellige arter bruger også forskellige metoder til at fylde svømmeblæren med luft. Nogle har en direkte forbindelse mellem spiserøret og blæren, og sluger simpelthen luft, for at fylde den. Andre er afhængige af en gasudveksling fra specialiserede blodlegemer i kredsløbssystemet, som fylder blæren.

Ud over dens opdriftskontrol, hjælper svømmeblæren hos særlige arter til en bedre hørelse, ved mekanisk at forstærke lyden.

1.1.5 – Fodring

Ligesom fiskens kropsform kan fortælle dig en del om dens svømmevaner, kan dens mund fortælle dig noget omkring den vaner i forhold til føde. Fisk der spiser fra bunden, har en mund der peger nedad, mens fisk der spiser fra overfladen, har en mund der peger opad. For de fleste fisk, er munden for enden af snuden. Størrelsen af munden er normalt direkte relateret til størrelsen på fiskens foretrukne føde. For eksempel har store rovfisk som Oscar Cichlider, store ovale munde der er egnet til at spise mindre fisk. Fisk der normalt lever af små vandlevende hvirvelløse dyr, så som Neon Tetra, har mindre munde. Nogle tropiske ferskvandsfisk, har specialiserede sugekopformede munde til fødesøgning på bunden.

Tropiske fisk har et ret ligetil fordøjelsessystem, der varierer fra art til art. Generelt, passerer føde fra munden ned gennem spiserøret, til maven, og herfra gennem tarmsystemet; affaldet forlader fisken fra analåbningen. Adskillige arter, mangler imidlertid en ægte mave, og har i stedet et langt spiralformet tarmsystem.

1.1.6 – Vejrtrækning

Blandt det mest primære og fundamentale behov for fisk, er ilt. Ligesom landlevende dyr, behøver fisk ilt for at leve. Fisk må imidlertid udlede ilten fra vandet, og specielle åndedrætsorganer, kaldet gæller, gør dette muligt for fisken. Gællerne er for fisk, hvad lunger er for os: de forsyner kroppen med ilt, og fjerner kuldioxid fra fiskens blod. Ilten, transporteres herefter af blodet, rundt til de kropsvæv, hvor det bruges til at producere energi.

De fleste fisk har fire gæller på hver side af hovedet, der er beskyttet af en enkelt gælleklap, også kaldet operculum. Når en fisk ånder, tages vand ind i munden, og presser henover gællerne og ud gennem operculum. Som vandet passerer hen over membranerne og filamenterne i gællerne, optages ilten og kuldioxiden udskilles. For at opnå dette, har gællerne et meget højt antal blodlegemer, som bringer ilten ud til renten af fisken gennem blodet.

Ilt og kuldioxid, er ikke de eneste stoffer som udveksles af gællerne. Store mængder af ammoniak udskilles også af gællerne, og som du vil se i kapitel 2 og 3, er ammoniak noget af det du skal bekymre dig om, i forbindelse med et hjemmeakvarium.

Ud over de anatomiske træk som vi allerede har beskrevet, besidder fisk typisk andre unikke kredsløbs-, fordøjelses-, åndedræts-, og nervesystemmæssige træk. Nysgerrige fiskeejere, kan finde meget mere om fisks anatomi på internettet.

Fiskens anatomi Der er tusinder af forskellige arter af fisk, og alle er særligt tilpasset til deres særlige miljø. De fleste deler imidlertid grundlæggende karakteristika, der tilsammen tillader os at kategorisere dem som fisk. Gæller: Disse blodfyldte strukturer, gør det muligt for fiskene at optage oxygen fra vandet, og udskille kuldioxid fra kroppen. Finner: Finnerne bevæger fiskene gennem vandet, og leverer fremdrift, styring og stabilitet til fiskene. Den laterale linje: Dette sensoriske organ, løber langs med kroppen, og den advarer fiskene om bevægelser tæt på fisken, og hjælper også fiske i stimer, til at bevæge sig ensartet. Skæl: Skællene strømliner og beskytter fiskens krop.

1.1.7 – Ferskvands- og saltvandsfisk

Som navnet indikerer, indeholder saltvand meget højere koncentrationer af opløst salt (natriumchlorid), end ferskvand gør. Selvom salt er en stor bestanddel, er der mange andre opløste stoffer i højere koncentrationer, end der findes i ferskvand. Mængden af opløste ”salte” i vand, refereres som dets salinitet eller massefylde.

Selvom ferskvands- og saltvandsfisk ligner hinanden på overfladen, har de udviklet sig i to helt forskellige retninger, ved at leve i disse to kemisk forskellige miljøer. Som en måde at bibeholde deres indre salinitet, drikker ferskvandsfisk meget lidt vand, og producerer meget store mængder fortyndet urin. På den anden side, drikker de fleste saltvandsfisk meget store mængder vand, og udskiller salte i meget koncentreret urin og afføring, såvel som gennem gællerne. Så nyrerne hos disse to grupper, er meget forskellige fra hinanden.

Fiskens sanser Med få undtagelser, har fisk fem sanser, som de bruger til at finde føde, undgå rovdyr, kommunikerer og formere sig. Øjnene er for de fleste fisks vedkommende, meget lig vores egne, bortset fra, at de mangler øjenlåg, og deres iriser virker meget langsommere. Hurtige skift i lysintensiteten, har en tendens til at give fiskene shock, et faktum som man bør tage med i sine overvejelser som akvarist. Placeringen af den sfæriske linse, gør de fleste fisk nærsynede. Selv om det varierer fra art til art, kan fisk se farver. Hørelsen er en vigtig del af en fisks liv. De fleste fisk har ikke eksterne ører, men har en indre ørestruktur, som ikke kan ses udefra på fisken. De auditive komponenter i det indre øre, består af sacculus og lagena, der huser de sensoriske komponenter i fiskens hørelse, øresten (otolitter). Vibrationer fra lys, rejser gennem vandet, gennem fisken, og får ørestenene i det indre øre til at vibrere. I nogle tilfælde, forstærker svømmeblæren lyden. For fisk, er lugtesansen særligvigtig når fisken skal afsløre rovdyr eller finde en mage. Fisk har en ekstern næsepassage der kaldes nares, som tillader vand at passere ind og ud af lugteorganet, der er placeret over fiskens mund og under dens øjne. Vandet flyder gennem nares og ind i lugtekamrene, hvor lugte opfattes og bliver kommunikeret til hjernen, gennem en stor nerve. Lugtesansen hos fisk er ikke tilsluttet åndedrætssystemet som det er hos mennesker, men er et system der er isoleret fra munden og gællerne. Smagssansen er generelt en nærhedssans hos fisk, og er specielt hjælpsom, når fisken skal identificere både spiselig føde og giftige stoffer. Ud over at være placeret i munden, har fisk smagsløg placeret på flere udvendige overflader, så som huden, læberne, og finnerne. Maller har specialiserede skægtråde med smagsløg, der hjælper dem med at finde føde i mudret vand. Fisk har specielle organer langs den laterale linje, der hjælper dem med at opdage bevægelser i vandet. Sensoriske receptorer som ligger rundt om på fiskens krop i små fordybninger, kan opdage forskydninger i vandet. Den laterale linje er meget synlig ned langs siden på de fleste fisk. Dette unikke system, hjælper fisken med at opdage andre fisk og undgå forhindringer.

1.2 – Fisk i fangenskab →